Foto: Kenneth Lynghøj
På fredag sker det: Ry by Night er tilbage uden restriktioner
Væk med mundbind og andre restriktioner - nu kan Ry City igen holde Ry By Night, som det skal holdes med masser af mennesker på gaden og i butikkerne
Foto: Kenneth Lynghøj
Væk med mundbind og andre restriktioner - nu kan Ry City igen holde Ry By Night, som det skal holdes med masser af mennesker på gaden og i butikkerne
30. maj 2022, 12.46
RY Det har ikke været specielt sjovt at være butiksindehaver under den to år lange corona-pandemi, men nu kan alle de gode idéer til at hygge om kunderne igen slippes løs, fortæller formand for Ry City, Lone Nielsen fra Luna Sølv & Guld.
- Vi glæder os utrolig meget til igen at kunne afholde en Ry By Night uden restriktioner.
- Butikkerne står parate med masser af gode tilbud og der sker mange spændende ting på gaden, og heldigvis ser det ud til at vejrguderne også er med os, siger hun og fortæller, at Hotel Ry sætter kronen på værket og afslutter aftenen med en koncert med »Keen on Queen«.
Inden da har Hotel Ry dækket op på Kyhnsvej med mad og »beer-truck«.
På Bytorvet er der først opvisning ved Ry Gymnastikforening, og derefter slår Pernille Schøitz tonen an til fællessang under sejlet, alt i mens børnene kan hygge sig med bål og rejechips. Gennem hele aftenen kunsthåndværk for alle pengene, vin og bobler, lækker kaffe og iscocktails.
På Klostervej rykker de sydamerianske islæt ind, når Marco Cuba spiller sydamerikansk inspireret techno. Skulle tørsten melde sig under koncerten, kan der nydes friskskænkede fadøl fra byens nye Ølhus Rybryg.
På gaden kan høre om Aura og delebilen, Ry Rotary vil være til stede med deres billotteri, og man kan møde Ry Borgerforeningen og Det Muntre Køkken.